Overvejer du brystforstørrende kirurgi, men er du i tvivl om, hvor du skal begynde, eller hvad du skal forvente? Vi har bedt medicinske fagfolk om at forklare processen ved brystforstørrelse i 12 trin fra den indledende konsultation og hele vejen til rekonvalescenstiden (husk, at disse oplysninger ikke bør stå i stedet for din egen konsultation hos en læge): 

Researchfasen:

Når du har besluttet dig for at tage tyren ved hornene og få foretaget brystforstørrende kirurgi, er næste skridt at gå i gang med forarbejdet i forhold til, hvilken kirurg, hvilket brystimplantat og hvilken type kirurgi du ønsker. Brystforstørrende kirurgi er ikke nogen nem beslutning. Den bør tages på baggrund af troværdig, konsistent og objektiv information, så du kan træffe kloge, smukke beslutninger om dit valg af kirurg, brystimplantat og operationstype. Med alle de valgmuligheder, der findes, kan det hele godt virke lidt overvældende. Men frygt ikke! Vi har de rigtige værktøjer til at føre dig på rette vej. Ikke alene har vi et smart værktøj, der kan hjælpe dig med at finde frem til erfarne Motiva® kirurger i dit område, vi har også masser af blogs fyldt med nyttig information, som du kan tage med i dine overvejelser inden dit indgreb.

Konsultationen:

Din konsultation er et godt tidspunkt at lære din kirurg at kende og stille ham alle de spørgsmål, du har, eller få yderligere oplysninger, der kan hjælpe dig med at tage en beslutning. Forholdet mellem dig og kirurgen er afgørende, da det ikke slutter, når indgrebet er foretaget. Det kan vare i mange år efter. Af en undersøgelse foretaget for nylig fremgik det, at kvinder, der fik foretaget brystkirurgi, svarede, at den vigtigste faktor ved valget af kirurg ikke var prisen, men det, at kirurgen tog sig tid til at besvare deres spørgsmål, samt hans kvalifikationer og erfaringer med brystkirurgi. Er du i tvivl om, hvilke spørgsmål du skal stille under din konsultation? Frygt ikke: Vi har opstillet en liste med vigtige spørgsmål, du kan stille din kirurg under din konsultaton.

Forundersøgelse:

Inden din operation vil du blive bedt om at møde op til en forundersøgelse. Ved konsultationen vil plejepersonalet gennemgå din sundhedshistorik, tale med dig om, hvilke typer medicin du evt. tager, og foretage yderligere vurderinger med henblik på at sikre, at du er egnet til operationen. Et kirurgisk indgreb og narkose svarer lidt til belastningen ved en god gang styrketræning for kroppen. Derfor er det vigtigt at sikre, at du er egnet til operationen, så man kan regne med, at indgrebet går, som det skal, og du kommer dig hurtigt bagefter. Der er forskellige ting, du kan gøre derhjemme for at forberede dig på indgrebet.

 

Dagen før den store dag:

Inden din operation vil du blive bedt om at faste, så din mave er tom og klar til narkosen. Dette gøres for at mindske risikoen for en komplikation ved narkosen, der kaldes aspiration. Selvom fastetiderne varierer lidt, vil de fleste læger bede dig om at faste fra midnat før operationen. Derfor er det vigtigt, at du sørger for at spise godt dagen igennem og indtil midnat for at samle energi før den store dag.  

Afhængigt af dine personlige forhold og tidspunktet for din operation kan du blive bedt om at overnatte på hospitalet, og til det formål vil du få brug for at pakke en taske.

Den kan f.eks. indeholde:

  • Nattøj
  • Blade/bøger/Kindle/iPad
  • Morgenkåbe og hjemmesko
  • Undertøj
  • Toiletsager
  • Mobiloplader
  • Støtte-bh
  • Eventuel medicin, som du tager dagligt, inklusive emballage og mærkater.

Du vil også blive bedt om at fjerne alle eventuelle smykker, vippe-extensions og neglelak eller akrylnegle. Det er for at undgå forstyrrelser af det udstyr, der overvåger din tilstand under indgrebet. Derfor er det bedst at fjerne disse, inden du ankommer til hospitalet.

På selve dagen for indgrebet:

På den store dag bør du, medmindre din læge har givet besked om andet, springe morgenmaden over for at sikre, at du har fastet længe nok inden operationen. Hvis din operation er planlagt til senere på dagen, er det muligt, du kan få lov at indtage en let morgenmad tidligt på morgenen. Under indgrebet vil din tilstand blive overvåget af narkoselægen og narkosesygeplejersken. Desværre kan makeup, neglelak og akrylnegle alt sammen forstyrre overvågningsudstyret, og derfor er det vigtigt at sørge for, at det er fjernet, inden du ankommer til hospitalet. Du vil også få tape over øjnene under indgrebet. Derfor anbefales det også, at du ikke bærer falske øjenvipper, da de kan skade dine øjne, når tapen påsættes og fjernes. Smykker og piercinger vil også blive fjernet for at forebygge forbrændinger, som kan opstå pga. det kirurgiske udstyr, der anvendes under indgrebet.

Når du ankommer til afdelingen:

Hvis dette ikke allerede er gjort, vil din kirurg gennemgå din samtykkeformular for at sikre, at du fuldt ud forstår og giver dit samtykke til indgrebet og de associerede komplikationer. Din kirurg vil derefter tegne op, hvor han skal skære på dine bryster. Dette gøres for at hjælpe kirurgen med at lægge snittet og placere dine brystimplantater rigtigt. 

I anæstesirummet:

Når du ankommer til anæstesirummet, vil operationssygeplejersken gennemgå en række sidste tjek, inden du lægges i narkose. Dette indbefatter som regel et sidste tjek af, hvilket indgreb du skal have udført, eventuelle allergier, at alle metalgenstande er fjernet, og at du har fastet længe nok forud for indgrebet. 

Efter dine tjek vil lægen eller sygeplejersken indføre en kanyle i din håndryg, som derefter vil blive anvendt til indgivelse af narkosen. Overvågningsudstyret består som regel af elektroder, der klistres på brystområdet, en klemme på din finger og en blodtryksmanchet, der overvåger din hjertefrekvens, dit blodtryk og iltniveauet i dit blod under indgrebet. 

Når overvågningsudstyret er på plads, vil du få tilført ilt i cirka fem minutter, inden lægerne giver dig narkosen. Dette sikrer, at du har masser af ilt i lungerne, imens narkoselægen fører en luftslange ind gennem din mund forud for operationen (dette sker efter, at du er faldet i søvn). Narkosen består som regel af et stof, der får dig til at falde i søvn, et smertestillende middel, et middel mod kvalme og nogle gange også et muskelafslappende middel. Når du er i narkose, og du er helt væk, vil du blive kørt ind på operationsstuen, og operationen vil begynde.

Operationsstuen:

Dit indgreb tager omkring en time, men det kan vare lidt længere, hvis du får foretaget et personligt tilpasset indgreb såsom en af vores eksklusivt designede operationer. Under operationen vil narkoselægen og narkosesygeplejersken være ved din side hele tiden og vil løbende overvåge din tilstand under hele indgrebet. Efter operationen vil operationssygeplejersken iføre dig en forbinding og en støtte-bh, og du vil blive kørt ind på opvågningsstuen. 

 

 På opvågningsstuen:

Opvågningsstuen er normalt der, hvor du vågner efter operationen, som regel med en iltmaske, der skal blive på, indtil narkosen er helt ude af dit system, og dit iltniveau igen er normalt. Du kan føle dig lidt forvirret og desorienteret, og din hals kan være lidt øm pga. luftslangen, men det går ret hurtigt over igen. Det er ikke ualmindeligt at opleve, at din næse klør, eller at du har kuldegysninger efter operationen. Det er almindelige bivirkninger, som nogle mennesker oplever efter narkosen. Du vil være på opvågningsstuen, indtil du er helt vågen, har fået varmen og føler dig godt tilpas. Du kan opleve lette smerter og i nogle tilfælde kvalme og opkastninger. Hvis det sker, vil sygeplejersken på opvågningsstuen give dig medicin, der minimerer disse gener, før du bliver kørt op på afdelingen.

Tilbage til afdelingen:

På afdelingen vil du blive tilset og evalueret af kirurgteamet, og når du er frisk nok til at spise, drikke og gå omkring, vil du få lov at tage hjem. De første 48 timer efter narkosen kan du stadig føle dig træt og desorienteret, og derfor er det vigtigt, at du ikke kører bil, og at du sørger for at have nogen til at hjælpe dig derhjemme. Især hvis du har børn, da du ikke alene vil have eftervirkninger af narkosen, vil kirurgen sandsynligvis også anbefale, at du bevæger dine arme så begrænset som muligt for at undgå at forskyde implantaterne eller belaste operationssårene. 

Helingsperioden/efterbehandling:

Kirurgen vil give dig anvisninger, som du skal følge i tiden efter operationen for at sikre optimale resultater. Anvisningerne kan variere, men det anbefales normalt at undgå at køre bil og løfte noget tungt i de første uger efter operationen, undgå hård motion i seks uger og anvende din operations-bh i seks uger. I den første uges tid kan du opleve let ømhed og lette smerter, som kan lindres ved hjælp af almindelig smertestillende håndkøbsmedicin. Visse typer af medicin kan også give forstoppelse, så det kan også være en god idé at købe noget afføringsmiddel i håndkøb.

Dine bryster kan være hævede i flere uger efter operationen, og det kan tage flere måneder, før de er faldet helt på plads. Bliv ikke forskrækket, hvis det ene bryst heler hurtigere end det andet. Det er helt almindeligt. Kig ind på vores efter-operationsblogs, og læs mere om tiden efter operationen.

Opfølgende konsultationer:

Din første opfølgende konsultation er normalt en uge efter operationen. Dine operationssår vil blive evalueret af sygeplejersken på klinikken, og dine forbindinger vil blive skiftet. Dine følgende konsultationer vil typisk være efter tre måneder, seks måneder, 12 måneder og derefter hvert tredje år. Disse opfølgende konsultationer er den perfekte anledning til at få besvaret eventuelle spørgsmål eller få luftet eventuelle bekymringer, du måtte have vedrørende dine bryster. Desværre kan der af og til opstå komplikationer i forbindelse med operationen, og derfor er det vigtigt at tjekke dine bryster regelmæssigt indimellem dine opfølgende konsultationer. Dette inkluderer jævnlig selvundersøgelse for knuder. Brystkræft kan opstå hos kvinder både med og uden brystimplantater. Derfor er det vigtigt at fortsætte med selv at tjekke dine bryster regelmæssigt, præcis som vi anbefaler kvinder uden brystimplantater. 

Er du usikker på, hvordan du undersøger dig selv med brystimplantater? Bare rolig: Vi har lavet en instruktionsvideo, som du kan se her.  


*Disse oplysninger er udelukkende beregnet til oplysnings- og uddannelsesmæssige formål. Indholdet heri er ikke beregnet til at stå i stedet for konsultationer hos en læge. Motiva Implants® er endnu ikke tilgængelige i USA og undergår kliniske undersøgelser i henhold til den amerikanske Food and Drug Administration (FDA)’s regler for undersøgelse af medicinsk udstyr.

Tags
Share this entry

Del via de sociale medier

You might also like