Siden deres begyndelse i midten af 60’erne har kirurgi med silikonegel-brystimplantater konstant været en af de mest almindeligt udførte kosmetiske procedurer i verden – og alligevel er enhederne forholdsvist uforandrede af deres mest fremtrædende producenter i de sidste 50 år.
1. generation
Brystimplantater har eksisteret siden slutningen af det 19. århundrede, men de blev ikke fremstillet af silikone eller saltvand før 1960’erne. Tidligere anvendte materialer har inkluderet elfenben, glas, oksebrusk, malet gummi og polyester.Injektioner med rå, flydende silikone blev modtaget af anslået 50.000 kvinder, før kirurger og producenter indså, at silikonen skulle være indkapslet i barrierehuse for at forhindre den i at komme ind i blodbanen og forårsage katastrofale bivirkninger.
I 1961 producerede de amerikanske plastikkirurger Frank Gerow og Thomas Cronin i samarbejde med Dow Corning Corporation det første silikonegelfyldte brystimplantat med skal, som blev anvendt første gang ved kirurgiske indgreb året efter.
Denne første generation af silikonebrystimplantater var kendetegnet ved Dacron-patches (fremstillet af en syntetisk form for polyester), tykke (ca. 0,25 mm) skaller og tyk og tyk og tyktflydende silikonegel.
Denne første generation blev hurtigt populær på trods af kontroverser omkring praksis med brystforstørrelse, blev fremstillet indtil begyndelsen af 70’erne og var ofte forbundet med kapselkontraktur (dvs. dannelse af en hård, fibrøs kapsel, der trækker implantatet sammen i sig selv) og implantatbrud.
2. generation
Den anden generation blev introduceret et årti efter den første, hvor implantatskallerne blev fortyndet til næsten halvdelen af deres tykkelse, og der blev anvendt tyndere, mere flydende geler for at give implantaterne en blødere fornemmelse. Men disse ændringer, sammen med ophør af brugen af Dacronplaster, hjalp ikke med at afhjælpe de høje satser for kapselkontraktur.
3. generation
Tykke, silicaforstærkede skaller (som stadig findes i fjerde og femte generation) karakteriserer denne generation i producenternes forsøg på at gøre brystimplantater stærkere. Desværre ville den tyndere, sirupsagtige gel, der blev brugt som fyld, bløde meget længere ud i blodbanen, når disse skaller blev kompromitteret.
Denne generation var præget af kontroverser og frygt omkring brugen af silikonebrystimplantater i 80’erne og 90’erne.
I 1992 opfordrede den amerikanske FDA til et moratorium for silikonegel-brystimplantater på grund af bekymring for, at denne generation udgjorde en større sundhedsrisiko end tidligere antaget. Dette moratorium endte med at forblive i kraft indtil 2006, hvor FDA godkendte en fjerde generation af silikoneimplantater af “responsiv gel”.
PIP, en stor fransk implantatproducent, blev også indblandet i en prominent skandale og blev til sidst likvideret i 2010 på grund af deres brug af ikke-godkendt silikonegel af ikke-medicinsk kvalitet.
4. og 5. generation
Det er ikke tilfældigt, at vi behandler fjerde og femte generation samtidig, da de eneste væsentlige ændringer, som de varslede, var relateret til silikonegels sammenhængskraft.
I 90’erne blev skallerne yderligere forstærket, og der blev anvendt mere kohæsive versioner af silikonegel for at minimere komplikationer i forbindelse med gel-lækage. Da disse tværbundne silikonegelmolekyler bevarer deres form (bevarer deres form, selv når de skæres), er det ikke sandsynligt, at en sådan fyldning “bløder” eller siver ud, hvis skallen bryder sammen.
Fjerde generation er forbundet med de responsive gelimplantater, som FDA godkendte i 2006 (som er mest almindelig i runde implantater og har moderat kohesivitet), mens femte generation er forbundet med de mere formstabile geler, der karakteriserer “gummibamse”-implantater. Stærkt kohæsive formstabile implantater er typisk fremstillet i en dråbeform eller anatomisk form med større fylde i den nederste pol og en skrå overpol.
Men formstabilitet i form af “gummibamse”-implantater har vist sig at være både en velsignelse og en forbandelse, da patienter har klaget over, at 5. generations implantater ser og føles stive og unaturlige, især når de ligger ned.
6. generation Motiva-implantater®
Desværre er de silikoneimplantater, der fås fra de fleste store producenter i dag, ikke meget anderledes end de versioner, der blev solgt i 90’erne. Kapselkontraktur, brud, seromer og endda brystimplantat-associeret kræft (kendt som brystimplantat-associeret anaplastisk storcellet lymfom eller blot BIA-ALCL) er fortsat problemer, som plager brystimplantatmodtagerne.
I erkendelse af denne branchedækkende selvtilfredshed med sikkerheden ved implantater har Establishment Labs® indtaget en patientcentreret tilgang ved at udvikle og inkorporere revolutionerende teknologier i sine Motiva®-produkter for at maksimere både sikkerhed og æstetiske resultater.
MOTIVA IMPLANTS® har flere patenterede, første af deres slags funktioner, der har forstyrret brystimplantatindustrien. Hver enkelt funktion blev indarbejdet for at minimere sikkerhedsproblemer, som tidligere og nuværende implantatproducenter ikke har været i stand til at løse i tilstrækkelig grad. Disse omfatter:
- BLUSEAL®: en visuel indikator, der gør det muligt at få 100 % bekræftelse på, at et barrierelag er intakt, for at minimere enhver risiko for gelblødning
- QID®: et passivt RFID-mikrotranspondersystem til ikke-invasiv, øjeblikkelig sporbarhed og verifikation af implantatoplysninger, herunder potentiel tilbagekaldelse
- ERGONOMIX®: Disse førsteklasses Motiva-implantater® er fremstillet med ProgressiveGelTM Ultima, en proprietær silikonegel, der giver det mest naturlige udseende, følelse OG bevægelse, uanset om patienten står, er i bevægelse eller ligger ned
- TRUEMONOBLOC®: Der er lagt særlig vægt på at give alle Motiva-implantater® en ensartet trækstyrke (dvs. samme ydeevne under belastning på ethvert punkt på implantatet) ved kemisk binding af implantatgelen, skallen og plasteret – de er således designet til at forhindre brud på implantatet
En kort bemærkning om saltvandsimplantater
Salineimplantater blev først introduceret på markedet for brystimplantater i 1964. Mens de tidligste saltvandsimplantater var forbundet med høje deflationsrater, har konstruktionsændringer af deres skaller gjort det muligt at udsætte tidspunktet for en eventuel deflation betydeligt. De blev kortvarigt mere populære på det nordamerikanske marked som et alternativ til silikonefyldte implantater under FDA’s moratorium mellem 1992 og 2006. I dag er silikonegelimplantater imidlertid det mest anvendte udstyr til brystforstørrende operationer på grund af den kliniske effektivitet og sikkerhed ved nyere generationer af modeller samt den uundgåelige deflation af saltvandsimplantater. Silikonegelimplantater er også langt mere populære blandt patienterne på grund af deres betydeligt mere naturlige udseende og følelse.
For at få mere at vide om Motiva® sortimentet, er du velkommen til at gennemse VORES HJEMMESIDE, kontakte et MOTIVAIMAGINE CENTER® ELLER PARTNERKIRURGIE/KLINIK, eller kontakte os DIREKTE.
